Galloway kvæget
Galloway kvæget er navngivet efter deres oprindelsessted, Galloway regionen i Skotland. Det er et af de ældste og længst etablerede avls kvæg i verden. Det var allerede den primære kilde til kød i Storbritannien i det femtende århundrede, og det findes nu i mange dele af verden. Galloway tyren kan veje mellem 700 til 900 kg fuldt udvoksede og få en højde på 128 cm, hvor køerne vejer mellem 400 til 600 kg fuldt udvoksed og har en højde på 120 cm. De får ikke horn.
De fleste optegnelser over Galloway kvæget i Skotland brændte i 1851, og det egentlige avlsarbejde startede hermed. De første Galloway kvæg kom til Danmark i samme årti, men blev krydset med det jyske kvæg og avlslinien forsvandt. I 1963 blev Galloway kvæget genintroduceret i Danmark, og dens avlslinie eksisterer stadig.
Galloway kvæget er en lavstammet race med korte stærke ben. Deres hoved er kort med et bredt muleparti, og store ører. Racen er naturligt uden horn. Dyrenes hals er kort og går lige over i den lige ryg, kroppen er dyb og bækkenet er bredt. Galloway kvægets pels består af en under- og yderpels. Underpelsen er en tæt krøllet uldent pels, der isolerer både mod kulde og varme. Yderpelsen består af langt krøllede eller krusende dækhår, der virker vandafvisende. Den traditionelle pels på galloway kvæg er sortbrun, men der findes galloway-typer som kan have andre pels farver, f.eks. et hvidt bælte. Der findes 9 forskellige tilladte farvevarianter.
Der er adskillige fordele ved galloway kvæget frem for andre kvægracer. Her kan nævnes, at galloway kvæget er i stand til at fordøje store mængder af næringsfattige planter, hvilket betyder, at Galloway kvæget er i stand til at overleve i meget barske omgivelser. Galloway kvæget lever længe, og er meget frugtbare. Køerne er kendt som meget omsorgsfulde mødre, der kælver nemt, giver meget mælk til kalvene, og kan opfostre kalve selv under vanskelige forhold. Deres beskyttende pels, sammen med deres græsnings kvaliteter, og store modstandsdygtighed overfor sygdomme, gør, at de kan gå ude hele året. Galloway kvæget er godkendt til at gå ude hele året i Danmark. Samtidig er dyrene rolige og nemme at omgås dog lidt resaveret, hvilket gør dem til et ideelt valg af afgræsnings-kvæg til naturområder.
En fordel ved galloway kvæget er den gode kødkvalitet, og at galloway kød i både England, Skotland og Tyskland regnes for noget af det ypperste indenfor oksekød. Der går ca. 18 til 24 måneder før de er klar til slagtning, hvilket er en forklaring på det gode kød. At galloway kvæget vokser langsomt betyder, at kødet får meget fine fibre. Herudover indlejres fedtet i muskulaturen i ganske små fedtlommer. Dette gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen, og idet de fleste smagsstoffer sidder i fedtet, bliver de herved indlejret i kødet.